Bukkeblad er et af vårens særprægede
blomsterlys i mosehuller og lavvandede søer, i våde enge og kær. Fra
en kraftig undervandsstængel skyder den sine kløverformede blade og
10-30 cm lange stængler med opad rettede klaser af hvide
kniplingsblomster med rosa farve på undersiden. I den
korte blomstringstid omkring 1. juni opsøges bukkeblads blomsterhonning
af humlebier, som samtidig bestøver den. Dens blades bitre smag, som særlig
gedebukke kan lide, har givet den navn. På grund af dens blades form
kaldes den også bitterkløver.
Recept
Af bukkeblads friske
blomster kan udtrækkes en mild og bittersød aroma, men som fø1ge af
den korte blomstringstid må man oftest nøjes med bladene. De plukkes
grønne, kommes i flaske, dækkes med alkohol, der filtreres efter et
par døgn. Koncentratet fortyndes efter smag.
*
Bladenes store indhold af
bitterstof indgår i mange præparater, som særlig er blevet brugt mod
mavebesvær. Som blodrensende middel og mod gigt har man af dens tørrede
blade lavet te, mens dens tykke rod under misvækst er blevet malet
sammen med brødkorn. Også til tobak har bladene været anvendt. Troen
på bukkeblad som lægemiddel har holdt sig gennem et par år hundreder.
Specielt har den i tidligere tid været brugt i Sverige mod skørbug,
indvendig som krydderi i øl, udvendig ved afvaskning af skørbugssår,
som derefter dækkedes med kogte eller friske blade. Som kræftmiddel
har bukkeblad været anset for virksom og er af kvaksalvere blevet solgt
som sådan lige til vore dage, hvor den svenske sundhedsstyrelse flere
gange har måttet gribe ind mod patentmiksturer til kræftbehandling.