Enebær.

Ene er det nåletræ, der har videst udbredelse. Det findes i hele Europa, dog særlig i den nordlige del og derfra videre gennem Asien og Nordamerika til Grønland med undtagelse af de allernordligste egne. I Danmark vokser Enen især på åbne sandede og øde bakkedrag. Den har mange skikkelser, lige fra en lav forgrenet busk, som ikke er meget højere end lyng, der oftest omgiver den, til ranke søjleformede små træer, der ligner soldater i spredt fremrykning. Ene er mellem de første vækster, der skød op her i landet i tundra tiden for mere end 12.000 år siden. Den præger endnu som  underskov Hald Ege ved Viborg, Tibirke Bakker i Nordsjælland, Ulfshale Skov på Møn og mange strøg på Bornholm.

Recept.

Karakteristisk for Ene er de ærtestore bærkogler, sammenvoksede kogleskæl, som indeholder frøene. Modningen af koglerne tager to år. Det første år er de grønne eller grågrønne, det følgende blå eller brunsorte og matte af voksbelægning. Det er de mørke bær, som bruges til kryddersnaps. Koglerne findes kun på nogle af buskene, fordi ene er tvebo. De er vanskelige at plukke på grund af Enens smalle, spidse nåle. Nemmest er det at holde et klæde under og så slå bærrene af med en kæp. De etårige grønne bær må sorteres fra, da de giver en ubehagelig terpentinsmag.

September er den rette tid at høste enebær. De skylles, tørres et par dage i skygge, stødes let i en porcelænsmorter, hældes på flaske og dækkes med alkohol. Efter en uge eller to sies væsken fra, henstilles til klaring nogle måneder og hældes på en ny flaske. Enebærsnaps skal omrystes inden brugen, fordi den meget velsmagende enebærolie let samler sig på overfladen.

 *

Enebær har fra ældgammel tid været højt skattet som middel både mod hekseri og sygdom og har været brugt som sådan helt op til vor tid i Vestjylland. Ved brænding af enebærgrene fremkommer en stærkt krydret røg, der både kunne drive pest, spedalskhed og anden sygdom på flugt, mente man. Den er også god til røgning af fisk, grævlingeskinker og lignende gode sager. I flere religioner spillede Enen en stor rolle. Ægypterne brugte en  blanding af Enebær, myrrha og kalmus som røgelse i templerne. I Norden var Enebær lige fra oldtiden et helligt træ og matte ikke fældes. For kristne var den lige så hellig, også fordi sammenvoksningen i bærkoglen danner et korslignende tegn.  Sammen med bukkeblad har Ene været brugt til en styrkende bitterte. Af veddet har man udskåret skeer og drikkeskåle. Ved at brænde det i et lukket kar udskilles Enebærtjære, som har været anset for god mod lammelser og reumatisme.

Enebær har gennem de sidste tre århundreder været brugt ved fremstilling af Genever i Holland, hvor kemikeren Sylvius af Leyden siges at være dens opfinder. Bærrene tilsættes under destination af alkohol produceret af majs, rug, sukkerrør eller kartofler, i nyere tid kemisk fremstillet. Navnets oprindelse er fra Enebærrets  latinske navn juniperus communis. I England blev Genever forkortet til Gin, der fremstilles både usødet og sødet. Enebær, der indeholder op til 2 pct. æterisk olie, 20-40 pct. sukker, garvestof, harpiks, fed olie og syrer, bruges endvidere ved fremstilling af tyske brændevine som eksempelvis Wacholder og Steinhager. I Sverige har man lavet vin og brændevin af Enebær, undertiden sammen med ribs, som ansås for at være rensende og et godt middel mod skørbug. Et husråd mod gigt var indgnidning med Enebærsprit.