Enebær (juniperus communis) |
|
Enen er en busk eller
et lille træ i slægt med nåletræer. Den tilhører cypresfamilien,
har sylformede, kransstillede blade og bærkogler (enebær) på størrelse
med en ært. De er det første år grønne, de toårige blåsorte. Enen
er tvebo, dvs. at han- og hunblomster ikke sidder på samme busk. Blomstringstid:
maj-juni. Bærrene indeholder
garvesyre samt fede olier med harpiksagtig aromatisk smag og lugt. En enebærbitter
har en karakteristisk krydret og fin smag. Nogle ynder at blande enebærbitteren
med en tonicvand til en long drink. VEJLEDENDE
FREMGANGSMADE: Det er især
de blåsorte enebær, der anvendes. De grønne har en terpentinagtig
smag. Bærrene høstes
i september måned, skylles og lægges til tørring en dag eller to. Før
de sættes på snaps, stødes de let i en morter. Dosering:
25-30 stk. enebær overhældes med 1/2 fl. (35 cl) snaps. Trække tid: 8 -14 døgn. Det anbefales at prøvesmage undervejs, indtil smagen passer ens smagsløg. Husk før
prøvesmagning at ryste flasken, da enebærolien flyder ovenpå. Bitteren filtreres
gennem en si, et kaffefilter holder for mange af de smagsgivende olier
tilbage. Farven er gul - og
bestandig. Bærrene kan tørres og gemmes til senere brug.
|
|
Denne opskrift stammer fra bogen: Kryddersnaps som hobby. |