Fyr.

 Fyr er et af Danmarks ældste skov tæer, der for 12.000 år siden skød op i et næsten skovløst land med spredte birkelunde. Den havde sin bedste tid sammen med birken nogle årtusinder frem, men blev efterhånden skygget ud af lind, eg og el, der sammen dannede en mørk og lukket nordisk urskov. Kun på åbne steder, langs kyster og på mindre øer fik den det lys, den krævede, men for et par århundreder siden blev de sidste rester af den gamle fyrreskov omhugget til gavntømmer og brændsel til saltudvinding. Den blev dog snart efter indført igen og voksede op i plantager, særlig i Jylland. Samtidig indførtes en ny art, bjergfyrren fra Centraleuropas højlande. Den blev plantet i de magreste hede- og klitegne, som værn mod sandflugt og til læ for 1øvtræer. Både skovfyr og bjergfyr vokser nu over hele landet, bjergfyrren ofte i have- og parkanlæg.

Recept.

I maj-juni vokser fyrrens nye friskgrønne skud ud af alle gren ender. En flaske fyldes med disse nye skud, dækkes med alkohol, trækker i 1-2 døgn, og den lyse, gule essens filtreres fra. Den har en stærk, krydret aroma og skal fortyndes meget, før den drikkes.

Bjergfyr giver en endnu bedre og mildere smag, hvis man udelukkende vælger nye skud, der i maj og begyndelsen af juni ved roden bærer et neapelgult bælte af hanrakler. De skal plukkes inden raklerne bliver rustrøde og støvet begynder at forlade dem. Disse gule manchetter indeholder i titusindvis af støvkorn, pollen kaldes de. Mest udsøgt bliver kryddersnapsen, hvis man alene vælger hanraklerne, der nemt kan stryges af i mængde. Dem kan man roligt lade trække en uges tid i alkohol, inden den let gyldne essens filtreres fra. Fortyndet har den en mild og særpræget smag.

Gran kan bruges på samme måde som fyr, men nogle foretrækker tørrede grannåle, eksempelvis juletræets, fordi den terpentinolie, de indeholder, bliver mindre fremherskende i essensen. Også kogler af fyr og gran kan udtrækkes til en særpræget bitter og skal henstå indtil et par måneder, inden udtrækket hældes fra og drikkes fortyndet.

*

Bjergfyrrens nåle indeholder forskellige æteriske olier. I dens pollenkorn er der, som hos alle andre planter, koncentreret livsenergi, som nogle mener kan overføres til mennesker, men herom er der uenighed mellem lærde. Også safran, støvfang af krokus, der dyrkes i de sydlige lande, har man tillagt sådanne egenskaber. På besøg i en ørkenlejr i det arabiske blev jeg engang budt på kaffe, der var rav gylden af safran. Da jeg bemærkede, at sheiken brugte meget safran i
sin kaffe, svarede han straks: »Hvad ville du gøre, hvis du havde fire koner?« Derfor har jeg også prøvet at udtrække essens af safran. Den bliver meget kraftig, får en prægtig gul farve og en særpræget smag, som kun få vil synes om. Desuden er safran meget kostbar, og man skal have den urensede, som er almindelig i basaren i arabiske byer.

Et udtræk af fyrreved omtales i en lægebog skrevet af Kjeld Bjerg, en af Vestjyllands »kloge folk« i slutningen af forrige århundrede. Den fortæller: »Råd for Vind Kolik. 1 Pot Brændevin derpå sættes Fyrspån af rød Fyrtræ, som er rigtig fed af Harpiks. Det står på i 48 tyve Timer, heraf tages en Snaps, når det behøves«.

At friske fyrreskud indeholder værdifulde stoffer har man erfaret i gammel tid, hvor de har været anvendt virkningsfuldt mod skørbug. Dette skyldes den C-vitaminholdige askorbinsyre. Man har sat dem til ø1 eller kogt dem med malurt, rod af 1øvetand, modne knuste enebær og rødknæ og efter kogningen tilsat peberrodssaft, et afkog som menes virkningsfuldt mod skørbug, blegsot, gigt og meget mere.