Gul snerre |
|
Gul snerre har navn efter sin lyse karry gule, rigt blomstrende dusk på en 10-15 cm opretstående stængel, hvorom spidse blade sidder i krans, 8-12 stykker sammen. Ofte ses den som et gyldent tæppe på sol åbne magre og tørre bankers syd skrænter, i klitter og langs markveje. De talrige urter er sammenbundet af et udstrakt rodnet, hvorfra de enkelte blomster skyder op. Den nøjsomme plante kendes fra det meste af Europa, det nordlige Asien og Amerika. Overalt har den tiltrukket sig opmærksomhed ved sin stærkt krydrede duft og friske farve. Herhjemme er den mest kendt under navnet Jomfru Maries sengehalm, i Jylland Maries ”Sæng’ bo’nd”, eller ”Vor Frues sengehalm”. Navnet skyldes måske, at man i katolsk tid har forestillet sig, at Jomfru Maria har plukket den som leje for Jesus-barnet i krybben. ReceptGul snerre indsamles først på sommeren, netop før udspring hen mod midten af juli. Blomsterduskene sættes friske på flaske, dækkes med alkohol og trækker et døgn, hvorefter essensen filtreres fra. Den kan drikkes med det samme, men skal fortyndes meget for at få sin særlige smag, der kommer endnu bedre frem ved langvarig lagring. Plukkes den for sent eller tørres den, udvikles det samme stærke smagsstof som i Skovmærke og Gulaks, der gør den vammel. * Fra ældgammel tid har Snerre været benyttet og kendes således i mængde fra stenalderens alpelandsbyer og andre oldtidsfund. Som lægeplante anbefales ”Vor Frues sengehalm” af Henrik Smith »i all Mad oc Drick brugt, er en Theragelse, for alle Ormis oc Hugormis forgifft oc Eder« og »Ild i hende sæt, oc en Røg aff hende giort, giør det samme, oc hvor som samme Røg heden kommer, kand intet forgifftigt Diur bliffve«. I Vestjylland har det været skik at binde ”Maries sæng’ bo’nd” i krans og hænge den op i stuen, både som pynt, fordi den gule farve holder sig som evighedsblomst, og for dens stærke, krydrede duft, som den har fælles med de vanlige grønne kranse, der bindes af skovmærke. |