Guldblomme er en af den jyske hedes
pragtblomster og kaldes også volverlej. Fra en bladroset skyder en
indtil en halv meter høj stængel i vejret og sætter 1-3 store
gyldengule blomsterkroner, der springer ud ved midsommertid. Ofte ses
mange volverlej i klynger, udskudt fra samme rodstok, der ligger så
dybt, at den skånes under hedebrand. Dens gyldne farve er derfor særlig
pragtfuld og dominerende på en sort og afsvedet hedeslette, hvor den står
og strækker hals under navnet ”æ kåk' hu'e”, hanehoved.
Recept.
Blomsterne, der indeholder æterisk olie,
klippes nyudsprungne af, de grønne bægerblade fjernes, og de gule
kronblade fyldes på flaske, dækkes med alkohol og sies fra efter 3-5
dages forløb. Essensen har da en fin rødgul farve. Godt lagret og stærkt
fortyndet er smagen usædvanlig fin og ejendommelig.
*
Volverlej
har fra gammel tid haft ry som elskovsmiddel og tillige været brugt mod
mange sygdomme som eksempelvis feber, blodflod og gigt. Desuden har den
været brugt i øl, både for sin smags skyld og fordi man mente, den
havde gavnlig virkning efter fald og forløftning, hvad der godt kan
have sin rigtighed, fordi den indeholder arnicin. Jyske hedebønder tørrede
blomsterne og brugte dem som snus, mens franske hyrder anvender bladene
til tobak. I Jylland havde man tiltro til dens virkning som
frugtbarhedsmiddel og gav køerne blomsten lige før de skulle til
tyren. I Himmerland overrakte unge karle den udvalgte pige en volverlej,
som bandt, hvis den blev modtaget. Endnu sælges guldblomme på
apoteker, almindeligst som arnikatinktur, opkaldt efter dens latinske
navn arnica montana, som bruges mod hævelser fra stød og slag. Dens ry
som fosterfordrivelsesmiddel har holdt sig til vore dage, men indtaget i
store mængder er den livsfarlig. Udtrækket kan virke irriterende på
maveslimhinden. Det er blandt andet plantens fine behåring, der
irriterer, men det undgår man ved omhyggelig filtrering af essensen.