Hæg.

Hæg kaldes også Majtræ og findes i det østlige Jylland og på øerne, som oftest i skovbryn og levende hegn, enten som buske eller mindre træer. Hæg blomstrer i maj med hvide, hængende klaser på fjorgamle skud og søges på grund af sin stærkt søde, lidt vamle duft af talrige bier og andre insekter.

 

Recept.

 

De sorte stenfrugter høstes hen på sommeren, når de er fuldmodne, dækkes med alkohol i en flaske og trækker en uges tid. Essensen sies fra og henstår til klaring, omhældes og drikkes meget fortyndet på grund af den stærke smag.

 

*

 

Hæg, der fandt vej til Norden i tidlig skovtid, har i folketroen været anset for ondt afværgende, sikkert på grund af sin ejendommelige duft. Den skyldes indhold i bark og ved af amygdalin, der består af bittermandelolie, druesukker og blåsyre. Den kan fremkalde forgiftning, hvis den indtages i for store mængder, men den smule, der findes i essensen af bærrene, er ikke farlig. Friske eller tørrede bær med knuste kerner er tidligere blevet udtrukket i vin, som derved fik en særlig smag, mange kunne lide. Denne Hæg-bærvin blev undertiden destilleret og det gav en drik, der havde ferskenbrændevinens smag og duft.

Menu

Denne opskrift stammer fra Globs Brændevinsbog