Havtorn
er de seneste år kommet på mode som prydplante i haver og sælges om
efteråret afskåret. Det skyldes dens overdådighed af smukke gule bær,
som i farve svinger fra lys til mørk cadmium, en fornem kontrast til
det olivengrønne 1øv. Men den er mellem Danmarks sidste planter, kom
hertil for mere end en halv snes tusind år siden sammen med rensdyret.
Den kunne da med sin 1-3 meter høje buskvækst i størrelse måle sig
med, hvad der i øvrigt sås på tundraen. Nu vokser den særlig i
lavninger indenfor Vestjyllands klitrækker, hvor den også kaldes
klittorn, havtidse eller sandtidse. Med sine talrige tornskud danner den
uigennemtrængelige krat, sikre ly for vildt. På Jyllands østkyst og i
det øvrige Danmark er den sjælden med undtagelse af Røsnæs' kystskrænter
og Højemøens klinter, hvor dens navn er klintepil. Med sit udstrakte
rodnet modvirker den skred på de stejle klinter.
Recept.
Havtorn springer ud med små gullige han- og hun blomster i maj-juni og
sætter frugt hen på sommeren, nødder omgivet af en stærkt farvet
blomsterbund. Det er dem man bruger. De er vanskelige at plukke på
grund af plantens mange torne, må næsten tages enkeltvis, skønt de
sidder mange og tæt samlet. De godt modne bær, der let går i stykker
under plukningen, fyldes i en flaske, dækkes med alkohol og star 2-3 måneder,
hvorefter den brun gule essens filtreres fra og henstilles til bundfældning.
Derefter omhældes den og kan bruges med det samme, men får en endnu
finere og usædvanlig smag ved længere lagring. Når den skal drikkes,
må koncentratet fortyndes så meget, at snapsen får en klar og gylden
farve, for ellers smager den ramt.
*
Der
er mange dyr, der om efteråret søger havtorn bærrenes
c-vitaminholdige kraft. Da jeg sidst plukkede bærrene, lidt sent måske,
var der så mange mariehøns på dem, at det var vanskeligt at undgå at
fa dem med i flasken, hvor de ville have ødelagt smagen. Havtorn søges
også af krager i hundredtal, så klitterne kan være helt blåfarvede
af deres guano, fortæller strandfogeden P.C. Dahl i Bjerregaard på
Holmslands Klit i en indberetning til
Nationalmuseet. Han nævner tillige, at man på gården syntes, at agerhøns,
som holdt til på markerne, smagte bedre end dem fra klitterne, der
spiste de gule bær og fik en særegen smag. De blev derfor solgt i
byen, men han tilføjer, at disse agerhøns ved kyndig behandling kunne
serveres som en udsøgt steg. Til fremstilling af vin og syltetøj er
havtornens bær tillige fortræffelige. |