Kalmus.

Kalmus er mellem de senest indførte, forvildede planter i Norden, kun knap et årtusinde gammel heroppe. Dens hjemsted er de varme lande, oprindelig Indien, så dens vandringsveje har været lange. I midten af 1500-årene sendtes den som gave til de kejserlige haver i Wien, hvorfra den blev videregivet til fyrster og gejstlige mange steder i Europa. Andre veje over Østersøen har ført denne eksotiske sump plante til Norden, hvor den ikke engang er i stand til at sætte frugt, men formerer sig gennem løsrevne dele af sin rod stængel. Dens sværdformede meterhøje blade og kolbeformede gulgrønne blomster stande, der kun røber deres duft, hvis de bliver beskadiget, vokser mangfoldige steder her i landet i moser og langs å- og søbredder. Et slag med en kæp er nok til at sprede dens duft, som tillige har givet den navnet vellugtende flæg.

Recept.

Det er kalmusens svære rodstok, der siden oldtiden har været brugt til krydderi og som lægeplante, oprindelig indført fra Indien og Persien som pulver. Den indsamles tidligt om foråret, »efter at Isen er smeltet, eller sildig om Efteråret«. Rodstokken renses for trævler, skæres i mindre stykker, flækkes og tørres hastigt på et luftigt sted, så den holder sin lyse farve, og sættes på alkohol, inden den bliver brun. Deri trækker den en uges tid, filtreres og drikkes meget fortyndet.

*

Kalmus har siden oldtiden været brugt mod mange sygdomme som eksempelvis vattersot, nyrelidelser og leversygdomme. Gammel hoste er blevet kureret med kalmus røg. Som værn mod pest er den blevet tygget, tillige som erstatning for skråtobak i krigstider. Vestjyllands »kloge folk« har brugt den mod megen dårligdom, men også ved mælkesvigt hos køer og forhekselse, tillige på brændevin mod indvortes pine.