Klitrose.
|
| Klitrose
er mellem de yndigste af alle vilde blomster. Dens gul kantede, hvide
kronblade overrasker i juni og juli i yppigt flor på lave, grønne
buske i den inderste klitrække langs Jyllands vestkyst, på den grå
klits skrænter mellem andre nøjsomme vækster. Nogle steder danner den
knæhøje, tætte tornede krat, fordi de enkelte buske skyder op fra et
sammenhængende rodnet, der kan være vidt forgrenet. I andre egne af
Danmark kan den med held findes, f.eks. ved Tisvilde i Nordsjælland. Klitrose er i øvrigt vidt udbredt på De britiske Øer, i Holland og Sydvestnorges kyst egne og findes fra Lilleasien gennem Sibirien til Nordvestkina. Efter dens voksested kaldes den også sandrose og på Sydvestjyllands Øer og fastland hode og højeke. Recept.
Når klitrose er afblomstret kommer dens sortblå hyben frem. De er bedst til kryddersnaps, selv om kronbladene også kan bruges, så vel som kronbladene på de andre vilde roser som rynket rose og æblerose. Dens hyben tørres let i skygge, dækkes med alkohol, trækker mindst en måned, filtreres og essensen kan drikkes fortyndet med det samme, men vinder i finhed og fylde jo længere den lagres. * Rosens
smukke blomsterflor og udsøgte duft har fra oldtidens dage været højt
skattet. For flere årtusinder siden har de gamle kulturfolk i Persien
og Lilleasien dyrket og forædlet den i deres haver. Hos dem lærte grækerne
haverosen at kende, og de førte den videre til romerne, hvorfra den nåede
klosterhaverne over hele Europa. I Kina var rosen lige så værdsat, og
overalt er dens skønhed blevet højt lovprist. Et vældigt opsving fik
haverosen i 1700-årene, hvor mange nye forædlede arter opstod ved
krydsning mellem asiatiske og europæiske roser. Til kosmetik bruges rosenolie. For at frembringe et kilo olie, skal der presses 3-4000 kg knapt udsprungne blomsterknopper, der også bruges til rosenvand, rosenhonning og rosengelé. Ved de arabiske sheikehoffer får man altid et stænk rosenvand i sin højre hånd ved velkomsten og kan da blive, til der igen bydes rosenvand. |