Klokkeensian.
|
Klokkeensian
har navn efter sin klokkeformede blomst, hvis dybe himmelblå farve ses
i August - September i Vestjyllands hedemoser og grå klitter. I det øvrige
Danmark er den sjælden, undtagen som prydplante på stenhøje i haver.
Fra en lodret rodstok skyder de 10-35 cm høje blad- og blomsterbærende
skud op, først med en enkelt klokke i spidsen, senere med flere.
Klokkeensian hører til den store Gentiara-familie, som findes i mange
arter i bjergegne på den nordlige halvkugle, oftest blå, men også
violette og røde, sjældnere gule eller hvide. Af de fem arter i
Danmark er klokkeensian den eneste flerårige.
Recept.Det er ikke klokkeensians dejlige blå blomster, som er bedst til kryddersnaps, men derimod den korte lodrette rodstok, der graves op i Juni - Juli før blomstringen eller hen på efteråret, når den igen har samlet kraft. Rodstokken skylles, flækkes nogle gange og tørres et par dage i skygge, inden den lægges i alkohol. Der trækker den en uges tid, hvorefter essensen hældes fra og kan bruges fortyndet med det samme, men dens fine og appetitvækkende bittersmag udvikles ved lagring. * Fra
gammel tid har ensians forskellige arter været benyttet som lægemiddel.
Dens latinske navn pneumonanthe betyder lungeblomst, og den har
tidligere været anset for et godt middel mod lungesygdomme. Kina
kejseren Shen-nung, der for næsten fem årtusinder siden skrev en
urtebog om 1000 lægeplanter, nævner den sammen med opiumvalmue,
rabarber rod og baldrian, hvoraf udtræk endnu bruges i medicin som
appetitvækkende og fordøjelsesfremmende på grund af deres
glykosid-bitterstoffer. »Kloge folk« i Vestjylland, hvor den er at finde, har til vore dage brugt roden stødt til pulver mod mange sygdomme og sat på brændevin mod »Mavevinde, Kolik og Klemsel«. I Alpelandene gror en særlig art, som kan have en op mod en meter lang og 6 kg tung rodstok, hvis udtræk bruges som øjenvand og mod hudsygdomme, men også til fremstilling af snapsen Enzien. |