Kristtorn.

Kristtorn er det eneste stedsegrønne løvtræ i vore skove, hvor det træffes enkeltvis eller i små lunde i Jylland og på nogle af de mindre øer i øst Danmark. En lille kristtornlund på Sejerø er nu den østligste forekomst. Almindelig er kristtornen derimod som pryd træ i gamle parkanlæg over hele landet. I tidligere tid har dette atlantiske træ, der findes i hele Vest og Sydeuropa og ikke tåler kolde vintre, været mere almindeligt. For tre årtusinder siden voksede det frodigt i bronzealderens lys åbne skove.

 

Recept.

 

Kristtornen bærer i Maj - Juni bitte små hvidlige blomster, undertiden med et svagt rødligt skær. Det er de nye blanke, lysegrønne og glatte blade, der er bedst til udtræk. De skal helst plukkes i blomstringstiden. Bladene skylles og ligger til tørring et par døgn i skygge, hvorefter de stoppes i flaske, dækkes med alkohol og trækker 2-3 døgn. Den klare grønfarvede essens hældes fra og lagres.

 

*

 

Som navnet fortæller, har træet torne, og de sidder i bladkanterne, men man behøver ikke at være bange for at stikke sig, hvis man plukker de øverste blade af større træer, for de har ingen torne, er
smalle og jævne. Bladene på mindre træer og buske har bø1get rand og spidse torne kanten rundt. Hvorfor vides ikke, men man gætter på, at bladene i større højde er tornløse, fordi de ikke behøver beskyttelse mod skovens planteædende dyr, som ikke kan nå dem fra jorden. Kristtornens grønne grene, der bærer blodrøde bær i grupper, bindes i kranse ved juletid, hvor de også bruges til dekoration. Navnet skyldes den gammelfolkelige tro, at Kristi tornekrone var bundet af dette træs grene. Det vokser dog ikke i Palæstina. I de katolske lande bruges kristtornen på samme måde som palmegrene ved festlighederne palmesøndag. Navnet maretorn i ældre beretninger hentyder til, at en afskåren gren har været brugt som værn mod maren, uhyret, der hjemsøgte både mennesker og dyr med ulykke.

Menu

Denne opskrift stammer fra Globs Brændevinsbog