Mælkebøtte.

Mælkebøtte er en af de blomster, der først melder foråret. Legioner af dens gule blomsterkroner langs alle grøftekanter bryder landets brungrønne og blå farver, når solen skinner i de tidlige formiddagstimer. Blomsten lukker sig igen ved middagstid og på kolde, fugtige dage. Alle havedyrkere kender den som det stærkeste ukrudt. Derfor hedder den også fandens mælkebøtte. Den blomstrer sommeren over, men ikke med vårens overdådighed, og kendes tillige under navnene løvetand og luseblomst.

 

Recept.

 

Det er mælkebøttens nyudsprungne, langstilkede blomster, der skal bruges. En stor buket samles let. Med et snit gennem det grønne svøb, der må fjernes helt på grund af sin bitre smag, frigøres de 200 enkelt-blomster, som hvert blomsterhoved består af. De proppes i en flaske, dækkes med alkohol, trækker et døgn, hvorefter essensen filtreres fra. Den kan drikkes fortyndet med det samme og smager frisk og let syrligt.

 

*

 

Mælkebøtte kendes alene i Norden i omkring 500 arter og findes særlig på den nordlige halvkugle med centrum i Centralasiens bjerglande. Dens rod og blade har fra de ældste tider været skattet som
folkemedicin. I vore dage bruges bladene som salat og roden til kaffe tilsætning. Urtebøger anbefaler mælkebøtte som god for maven, urindrivende og blodrensende. Udvortes anbefales den som øjenvand og til at få kvindfolks ansigtshud klar.

Mælkebøtte har både et ejendommeligt navn og formerer sig på en mærkværdig måde, ved en slags jomfrufødsel, idet dens frø kan modnes og er spiredygtige, uden at blive bestøvet. Navnet hentyder
måske både til den hvide saft, der så rigeligt siver ud af stilken, når de plukkes, og til den lille pude, der lukker den afblomstrede stilk og minder om det skind, man førhen bandt over mælkespanden, når man bar den fuld hjem fra malkning på marken.

Menu

Denne opskrift stammer fra Globs Brændevinsbog