Malurt

Strandmalurten hører til de vilde urter og findes overalt langs Danmarks kyster, hvor strandengene når ud til det salte vand. Den er kun halvt så høj som den dyrkede malurt, står ofte i flok og lyser i de mørkegrønne enge med sin sølvgrå pragt. Den er derfor let at indsamle til snapsebrug og har alle dage været det.

Recept.

Ved udtrækning til kryddersnaps skal have- og strandmalurt behandles på samme måde, selv om de er lidt forskellige. Essensen fra havemalurt er gullig, mens den fra strandmalurt er umbrabrun. Man
udtrækker malurten enten frisk eller tørret i skygge nogle dage. Den let tørrede malurt bevarer sin aroma vinteren igennem, hvis den lægges i en stenkrukke med låg eller dybfryses. En gammel måde at lave malurtbjesk på er at stikke en enkelt eller et par grene i en klar flaske fyldt med alkohol og så skænke snapsen direkte fra flasken. Den fyldes op med alkohol, så længe den giver god smag. Det ser spændende ud med en sådan »vandplante« i en flaske, en måde jeg ofte selv benytter, også med et blad af Kvan. Endnu mere spændende er det, hvis man binder en flaske omkring en gren med en netop ansat pære og lader denne vokse sig stor i flasken. Når pæren er moden, fyldes flasken med alkohol. Den skal stå mindst et par år og være helt fyldt for at give den rigtige smag.

Den bedste måde at lave bjesk på er dog at afrispe den nyligt udsprungne malurt for blomster og  småkviste, dække med alkohol i en flaske og lade den stå i 1-2 dage, hvorefter essensen filtreres fra. Den skal henstå mindst et årstid, inden den fortyndes og nydes. Udtrækning 12 timer af frisk strandmalurt, plukket ved Fyns Hoved, anbefales af maleren og snapsekenderen Johannes Larsen. Har man tålmodighed giver en malurtsnaps, brygget alene på de nyudsprungne gule små blomster, et fint resultat.

En særlig måde at fremstille bjesk på har Albert Sandklef fra en af sine meddelere i Bjäre herred i Skåne, der her gengives i oversættelse: »Malurtbrændevinen eller bjesk som det kaldes her på stedet tilberedtes på fø1gende måde. I den sidste halvdel af august skulle malurten høstes. Man skar da hele planten af, bundtede den sammen og hængte den op f.eks. på loftet til tørring. Netop på det tidspunkt er blomsten som finest og det er blomsterne som bruges til bjeskning. Hele planten er et meget godt mølmiddel. Man behøver ikke at være bange for at der går møl i klæder, hvori man har lagt et par malurtkviste. Når man skal lave bjesk tager man nogle blomster og lægger dem på en tallerken, hælder lidt brændevin på og sætter så ild til det og lader det brænde et eller to minutter, slukker ilden og så sies væsken fra, den er da bitter og brun og så blandes den med brændevin. Det bliver da bjesk. Man kan bruge det som medicin mod ildebefindende, men her bruger man »bitter brændevin« når der er tale om at invitere til gilde. Det første gæsterne får når de kommer til selskab er netop en bjesk og så et stykke sukker, det hører sig til. Det er en meget gammel skik her på egnen og endnu i dag bruges den af dem som endnu engang vil invitere til et gammeldags gilde«.

*

Malurt har som omtalt været brugt fra gammel tid som læge- og krydderurt. Som møl middel har den været anset for et af de bedste, og den jyske udtale »møllert« kommer nær den oprindelige betydning af navnet, der er mølurt. Udtræk af havemalurten anvendes i de forskellige Vermouth vine og Absinth. Fremstilling af Absinth er imidlertid nu forbudt i Frankrig og Schweiz. på grund af den skadelige virkning af stoffet thujon, der er giftigt. Det er derfor ikke tilrådeligt at drikke den velsmagende bjesk i for store mængder. Malurtens bitre stof er absintin, der har en stimulerende virkning på fordøjelsen og spytafsondringen og vækker appetitten, lutter gode egenskaber, der gør den
egnet som morgenbitter og velkomstdrik til madrige gæstebud. Strandmalurten indeholder stoffet santomin, der siden oldtiden har været brugt som ormedrivene middel. Det udvindes nu af blomsterne på en beslægtet plante fra Turkestan.