Perikon.

Perikon findes i flere forskellige arter herhjemme: smuk perikon, dværgperikon, der er krybende, og prikbladet perikon, som er den bedste til snaps. Den har navn efter lyse prikker i bladene, hulrum,
som indeholder aromatiske stoffer. Den kaldes tillige Johannes-blod eller Johannesurt på grund af et rød violet farvestof i de gule blomster og blomsterknopper, som smitter af, når de klemmes mellem fingrene. Andre navne er blodblomst og jordhumle.

Recept.

Perikon afskæres i buket og efter et par dages tørring i skygge afklippes de veludviklede blomsterknopper og nyudsprungne blomster, der kommes i flaske, dækkes med alkohol og henstår 3-4 dage, inden filtrering. Den får en prægtig rubinrød farve, dybere jo mere koncentreret essensen er, men den skal før brug fortyndes, så den bliver gennemsigtig. Først derved kommer dens usædvanlig fine aroma frem.

Smagsstofferne findes i en kirtel i spidsen af de mange støvdragere, hver blomst har. De bliver let beskadigede, hvis blomster og knopper rives af i marken. Til senere brug kan veludviklede blomsterknopper nedfryses i en plasticpose eller tørres i skygge og opbevares i en lukket stentøjskrukke.

*

Siden oldtiden har perikon blandt andet på grund af sit røde farvestof været anset for en fremragende lægeplante. Den romerske kejser Neros græske læge kaldte den mandsblod. Navnet Johannesurt fik den, fordi legenden siger, at den spirede frem af de blodsdråber, som faldt fra Johannes Døberens afhuggede hoveds tunge, da Herodias stak i den med en nål, fordi den så ofte havde talt hendes mand Herodes Antipas så dristigt imod. En anden legende beretter, at det var blodet fra den korsfæstede Kristus, som fik den til at vokse frem. Derfor fik perikon naturligvis en fremtrædende plads både som medicinplante og som afværgende mod ondt. At den tilmed ved gnidning afgav en duft som røgelse, gjorde den så stærk, at den kunne drive den onde selv på flugt og fik derfor tilnavnet djævelens flugt. At perikon har medicinsk virkning, er der ingen tvivl om. Dens røde farvestof, hypericin, er beslægtet med et af blodets farvestoffer og planten indeholder desuden asterisk olie.

Selv om der for flere hundrede år siden er skrevet mod perikon som afværgende middel, så holdt troen sig alligevel i Vestjylland, hvor den kaldes perikum, op til vor tid. Den nævnes her mellem de urter, man stedse bør have i beredskab i sit hus mod »Hekseri og sligt«. Der er den desuden blevet brugt både til brændevin og te.

Nu er det perikons røde farvestof, hypericin, som menes at gøre den til et virksomt lægemiddel på flere områder. Medicinsk bruges udtræk af den mod mave- og tarmbesvær, ligesom den skal være virksom mod karkramper, fordi kapillar-gennemstrømningen øges. Også til helbredelse af depressioner og som stimulerende og opkvikkende på legemsfunktionerne er hypericin blevet anvendt med held i vore dage.