Porse. |
Porse
giver landet over i sommerhalvåret mange små moser, kær og fugtige
hedestrøg en herlig krydret harpiksduft, som én gang fornemmet, aldrig
går af minde. Den lille, indtil 1 meter høje busk, med rødbrune grene
og små spidse blade, bærer talrige gule kirtler, og det er dem, der
afgiver den særprægede vellugt. Porse er almindelig i Vest- og
Midtjylland, sjældnere i det øvrige Danmark med undtagelse af Nordsjælland,
hvor den vokser frodigt på de lave højmosestrøg mellem Kattegat og
Arresø, som er hævet stenalderhavbund, der nu dækkes af plantager og
sommerhushaver.
Recept.Mange dele af porse kan bruges til kryddersnaps, og de får alle en særegen og stærk smag. Almindeligst er det at fylde en flaske med friske grønne blade, dække dem med alkohol og lade den trække i 3-5 dage. Efter filtrering skal den lagres i nogle måneder for at få fylde, men dens aroma udvikles hurtigt. Udtrækket bliver stærkere, når grene hænges til tørre nogle dage i skygge og derefter afraspes for blade, der lægges i alkohol. Hvis man samler en stor buket, kan de blade, som ikke straks bruges, opbevares en vinter lang i en stenkrukke, men de må ikke tørres længere end at de beholder deres grønne farve, for ellers kan de give »høsmag«. Essensen bliver let for stærk, får en gyldenbrun farve, og skal fortyndes meget. Blomstringen sker i marts-april før 1øvspring. Planten, der er tvebo, kan allerede da bruges. Hanraklerne findes på nogle buske som små rødbrune kogler, der overvintrer og udvikles stærkt i de tidlige forårs måneder. De giver efter manges mening den fineste porsesnaps. Biokemikeren, professor Poul Astrup, samler altid et rigeligt forråd af knopper på en Langfredag. Hvad der ikke straks sættes på alkohol, nedfryses til senere brug. Af de nyudsprungne hanrakler kan udtrækkes en særlig smag. Den ejendommeligste smag og en citrongul farve får snapsen, hvis man har tålmodighed til at plukke de små gule kirtler og anvende dem alene. Måske skal man have en forkærlighed for den græske rasinerede vin, der er gjort holdbar med harpiks, for rigtigt at kunne vurdere dens buket. * Porse har fra arilds tid været brugt som krydderurt. I bunden af en lille cylindrisk spand af birkebark, der for mere end tre årtusinder siden blev nedsat i en bronzealderpiges ege kiste, som er blevet fremgravet ved Egtved, var der et brunt bundfald. Det viste sig ved undersøgelse at være en indtørret drik, brygget på hvede og tyttebær eller tranebær, krydret med porse og tilsat honning, og er således den sidste rest af en slags øl-vin. Siden har man brugt porse ved øl brygning mange steder i Norden for at spare på humle, der dels var dyr at indføre og dels blev anset for at være lige så farlig, som man nu om dage mener hash er. Vikingerne brugte porse i deres mjød. I fattige hedehjem i Jylland brugte man helt til vore dage porseknopper ved øl brygning i stedet for humle. Men frisk porse blev også anvendt til farvning af hjemmevævning i gult og grønt, i sengehalmen mod lopper og som afkog i omslag mod hævelse. Et særligt nydelsesmiddel i Jyllands hedeegne var brændte porsekogler, der blev stødt til snus. |