Rævling. |
| Rævling
er mellem de nøjsomste af alle planter, vokser på de magreste steder i
Europa og de nordlige områder i Asien og Amerika. Selv på det øde
Spitsbergen, i Ellesmereland og det nordligste Grønland kan man finde
dens modne bær. Rævling´s græske navn émpetrum hentyder til
vokseplads på klipper. I Jylland kaldes den krækkebærlyng, fordi dens lave tueformede dværgbusk med lange krybende grene vokser på hederne mellem lyng, eller Sortbær, Swot'bær, på grund af dens ofte overdådige mængde på blanke, sorte bær, der sidder tæt sammen på grenskuddene. På vore breddegrader kan rævling blive en bred og lav busk, der fra en kraftig pælerod sender lange krybende grenskud ud til alle sider. Disse langskud slår rod og danner efterhånden selvstændige buske og er derved med til plantens spredning, der ellers foregår ved fuglenes hjælp. Det er kortskuddene, som bærer blomster og bær. De gamle grene og stammer kan opnå en anselig tykkelse, der kan variere meget på den enkelte gren, som med sine snoninger ofte ligner en kraftig tovende. Selv en meget lille dværgbusk kan være meget gammel - en rævlinge gren fra Grønland, der kun målte fire millimeter i radius, havde således omkring 55 årringe. Recept.Rævlings bær plukkes, når de er godt modne i juli, kommes på flaske eller glas, som må fyldes helt, dækkes med alkohol og trækker i 3-4 måneder, inden essensen, der får en prægtig dybrød farve, filtreres fra. Fortyndet har den en uovertruffen aroma. Vil man have et lidt hurtigere resultat, hældes bærrene på flaske gennem en snæver tragt og søndres samtidig med en strikkepind, som er nødvendig, fordi de straks sætter sig fast i tuden. Det lønner sig at skylle bærrene godt og tørre dem en dags tid, før de flaskes, fordi en lille, hæsligt smagende tæge også kan lide deres sødme. Tægen har mange navne, kaldes »æ swotbærmand«, konge eller tyv. Man siger, at den pisser på bærrene. Også rævlingens blomster kan udtrækkes til en forunderlig kryddersnaps, men for at komme i besiddelse af dem må man have mere end almindelig tålmodighed, fordi de er bittesmå og uanselige. Blomsterne er allerede fremme i april og således mellem de allertidligste herhjemme. Både kronblade, støvdragere og støvfang har en dybrød farve, og det er de store støvfang, der afsondrer den særlige nektar, som giver den forunderlige aroma. Flere andre bærfrugter kan som rævling
udtrækkes til en udmærket krydderbrændevin, der nok i farve, men ikke
helt i aromaens særpræg kan måle sig med den. Det gælder blåbær,
tranebær, tyttebær, brombær, skovjordbær, skovhindbær, ribs og solbær.
De skal alle behandles på samme måde som rævling for at give den
rigtige smag. Den bliver væsentlig ringere, hvis de først koges og
saften derefter tilsættes brændevin. Kun på den her anbefalede måde
nærmer smagen * Nyplukket rævling har en lidt flad og kedelig smag, hvorfor den aldrig har fået den folkeyndest, som dens udsøgte aroma fortjener. Kun hyrdedrenge plukkede den for tidsfordriv og for at læske sig på varme sommerdage på heden. Kun få kogte saft, swotbærmælk, af bærrene, men af den kan man lave den herligste frugtgrød. I folkemedicinen er rævling kendt som urindrivende middel, mens dens langskud i Jylland har været brugt til kreaturtøjr, som hyrderne samlede og snoede, når de om sommeren vogtede får. Sammen med plukning af krøsbær og tyttebær, hørte det med til deres pligter, men når husbondens behov var dækket, kunne den flittige få en god ekstraskilling ved salg af bær og reb. De fint snoede rævlinge reb blev også brugt som tækkegarn i fattige hede egne i tidligere dage. De kraftige rævlinge ris blev dengang bundet til limer, koste, til at feje de lerstampede gulve med i boligerne. Da man i krigsårene på grund af afspærringen måtte savne indførte materialer til koste og børster, opstod der en betydelig industri, hvortil der som i gamle dage brugtes rævlinge ris. |