Rævling

Rævlingen tilhører rævling familien. Den er en lav, krybende, lyngagtig busk med nedliggende grene, der er tæt besat med små, stedsegrønne, nåleformede blade, der har en lys stribe på undersiden. Planten er tvebo. Dens små uanselige blomster er mørkerøde, hanblomsterne lidt lysere. Rævlingen er ret almindelig i de magre jyske områder, hvor den især forekommer i klitter og på heden. Den ses sjældent i Østjylland og på øerne. Den kendes let selv på stor afstand, idet den fremstår som store, skinnende grønne pletter i den mørke lyng eller i klitternes marehalm og græs.

Blomstringstid:   April.

Frugterne, der modnes sidst i juli eller i begyndelsen af august måned, er nogle ærtstore, blanke sorte bær, som i det jyske ofte kaldes sortbær eller swotbær. Det er dem, vi bruger til at trække på, når vi ønsker en rævlingbitter.

I gamle dage anvendte hedebonden rævling grenene til at lave koste, børster og reb af.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Bærrene plukkes, når de er fuldmodne (juli/aug.), fyldes på glas og dækkes rigelige med snaps. Før bærrene fyldes på glas, bør de skylles grundigt, da en lille, hæsligt smagende tæge, kaldet »æ swotbærmand«, tilsyneladende også elsker de små bær.

Bærrene kan på tørre eller magre jorde synes små og tørre, men vil som regel være utroligt saftfulde, og når man trækker på sådanne meget saftige bær, er der risiko for, at saften nedsætter alkoholprocenten så meget, at man risikerer, essensen begynder at gære. Derfor anbefales det, at man tørrer bærrene delvist, f.eks. i en 50-75° varm ovn, før de fyldes på glas.

Trække tid: 3 - 4 måneder eller mere.

Herefter filtreres den og fortyndes efter smag.

En rævlingbitter er en kende sødlig, men har en karakteristisk og fin aroma, den vinder i smag efter længere tids lagring.

Farven: Flot rødbrun.

Menu

Denne opskrift stammer fra bogen: Kryddersnaps som hobby.