Rønnebær.

Det lyskrævende og nøjsomme træ, der sjældent er over ti meter højt, ses overalt i Danmark i hegn, krat og skovrydninger. Røn er vildtvoksende i Lilleasien, Vestsibirien og Europa, hvor det på fjeldene når op til skovgrænsen.

Recept.

Både de røde bær og blomsterklaserne er fine til kryddersnaps. Bærrene plukkes, når de er godt modne. Får de lov at sidde for fuglene, så er de sødest efter en frostnat. Ellers har man dybfryseren, hvor de bevarer deres smag, hvis de optøes i alkohol. Efter en månedstid filtreres essensen, der har en svagt rød farve. Den skal fortyndes så meget, at den udsøgte bittersmag bliver mild.

Blomsterne plukkes lige før udspring, rispes af klaserne og dækkes med alkohol i 3-4 døgn, hvorefter den gyldengule essens filtreres fra. Den har bærrets smag, men desuden honningens sødme og anses derfor af mange som den bedste. Rønnebær tilsættes i Østeuropa som smagsstof ved destillering af vodka, der betyder livsvand, og almindeligvis er en absolut ren alkohol uden farve, duft og smag. Både blomster og frugter på Vildabild, Paradisæble, Tørst og Hyld kan udtrækkes på samme måde som røn. Heraf giver hylden en smag, som ikke alle synes om.

*

Rønnebær  har fra gammel tid været anset for hellig og undergørende, et godt middel mod trolddom og hekseri. Dette gjaldt ikke mindst flyverøn, træer der vokser højt til vejrs i mur revner på bygninger og kirketårne og i toppen af stynede pile- og poppeltræer. Der er den blevet sået af fugle, som efterstræber de røde bær, hvis frø kan passere deres fordøjelseskanal uden at miste spireevnen. Om flyverøn sagde man, at det onde var magtesløst overfor et træ, der ikke havde haft sin rod i jorden. Derfor blev flyverønnens træ brugt som værn for hus, dyr og redskaber. Troen på rønnetræets kraft går i Danmark tilbage til bronzealderen, hvor en rønnepind er mellem de tryllemidler, en kvinde fik med i sin grav. I kristen tid tillagdes røn undergørende virkning, fordi man mente, at Jesu kors var lavet af dens træ.