Skovmærke.

Skovmærke er bøgeskovens forårsbebuder og sammen med anemone, fladstjerne og syre det første grønt på den umbrabrune skovbund. Det er særlig den, der med sin stærkt krydrede duft jager vinterskovens lugt af forfald på flugt. Den ti cm høje skovmærke samler sig i tætte grupper og skyder i vejret til den dobbelte højde med små hvide blomster når anemonen sætter frø, og undgår derved at kappes med den.

 

Recept.


Skovmærker skal plukkes lige før eller i den allerførste blomstringstid. En flaske fyldes med friske skud, der dækkes med alkohol og henstår 24 timer, hvorefter den irgrønne essens filtreres fra og fortyndes til en passende smag. Man har da en fint krydret snaps, der året igennem ved sin duft vil bringe forårets første skovtur i erindring. Hvis tørrede skovmærker anvendes, får brændevinen en smag, der er for stærkt sødlig for de fleste, og som genfindes hos vellugtende gulaks, som kan bruges på samme måde. Under tørring udvikles stoffet kumarin hos både skovmærke og gulaks.

 

*

Skovmærke, mysicke eller bukkar, som den også kaldes, har været brugt som lægeplante for hjerte og lever. For barselkvinder bandtes den under fødderne for at fremme fødslen. Til fodbad blev udtræk af den brugt mod træthed i fødderne.

I Rhinegnene og andre vinlande har man fra ældgammel tid krydret søde hvidvine med friske skovmærker og fået sommerdrikken »Maitrank«. Herhjemme har man fra arilds tid bundet grønne kranse af de unge skud, hængt dem op under loftsbjælkerne for deres rare vellugts skyld, eller gemt dem mellem tøj i kister og skuffer som middel mod møl og andet utøj. Efterhånden som de grønne kranse blev tørre og brune tog deres duft til og holdt sig en vinter lang.

Menu

Denne opskrift stammer fra Globs Brændevinsbog