Slåen er mellem forårets første budbringere. Dens millioner af hvide blomster viser sig før løvspring som brodsøer i skovbryn, levende hegn, på udyrkede bakker og strandbrinker. De hvide blomster bliver hen på efteråret til runde, blå duggede stenfrugter, der sidder mange sammen på hver sin korte stilk. Der holder de stand længe efter at bladene er faldet og langt hen på vinteren. Slåen er en omkring et par meter høj busk, der danner tornede krat, gode ly for markens vildt. Den findes overall i Danmark, dog sjældent i Vestjylland, og er vildtvoksende det meste af Europa og Forasien.

Recept.

Det er de runde, glatte blå bær, der plukkes til at krydre brændevin. Først hen på vinteren efter adskillige frostdage er de gode. Da har kulden omdannet deres sure, snerpende smagsstoffer til noget mere sødt. Man skal dog ikke vente for længe med indsamlingen, da bærrene søges så ivrigt af fugle, at selv rigt bærende buske, man har gået og ventet på, kan være fuldstændig afplukkede, når de opsøges efter frostens indtræden. Her kommer dybfryseren til hjælp. Frugterne kan
indsamles, når de er velmodne og inden frost, hvor fugle ikke bryder sig om dem. Det er tit vanskeligt at plukke slåenbær på grund af grenenes lange spidse torne. I tidligere tid var det gårdenes piger, der indsamlede dem til syltetøj og vin. De lagde deres forklæder under buskene og tærskede dem af med en kæp.

De frostmodne bær fyldes i en bredhalset flaske eller et glas, dækkes med alkohol og trækker et par måneder, hvorefter væsken sies fra og henstilles til klaring en uges tid, hvorefter essensen hældes på en ny flaske til lagring. Essensen, der har en vidunderlig dybrød farve med et let blåligt skær, skal fortyndes meget. Det lønner sig at skylle bærrene godt, inden de lægges i alkohol, for at undgå bismag af fugleklatter og insekter.

Smid endelig ikke bærrene bort, når alkoholen er hældt fra dem, for stenene skal også bruges. De giver en af de fineste kryddersnapse, der findes. Stenene klemmes ud af de fugtige bær og knækkes med en stålnøddeknækker. Kernerne stødes i en porcelænsmorter og kommes i alkohol, hvor de trækker nogle måneder, inden de filtreres fra. Man har da en klar, farveløs snaps med udsøgt mandelaroma.

Også fuglekirsebær, der er vildtvoksende i skove og hegn, samt surkirsebær, der findes i haver og er bedst kendt som syltekirsebær, er gode til kryddersnaps. De behandles nøjagtigt som slåen. Både frugtkød og kerne kan udnyttes. Kernerne indeholder amygdalin, der består af bittermandelolie, druesukker og blåsyre, hvoraf sidstnævnte er giftig. Den findes dog i så små mængder, at der skal drikkes talrige snapse, før den bliver skadelig.

*