Valnød.

Valnød hører til i haver, parker og på gårdspladser og er et fremmed træ herhjemme, indført fra de sydlige lande. I Grækenland og Lilleasien er valnødden vildtvoksende og findes talrigt som vejtræ og i landsbyer i hele Syd- og Mellemeuropa. Herhjemme plantes den for sine gode nødders skyld og for sin smukke, hvælvede krone, når træet står frit.

Recept.

Til krydderbrændevin bruges den grønne, endnu umodne valnød, der plukkes midt på sommeren, når den har fået sin fulde størrelse. Nødderne skæres i fire stykker, fyldes i et glas med låg, dækkes med alkohol og trækker et par måneder, hvorefter essensen sies fra. Efter klaring hældes den på en ny flaske til lagring. Koncentratet får en smuk gyldenbrun farve og skal fortyndes godt.

 *

Valnødden hører julen til og nydes på grund af sin velsmagende kerne, der indeholder op til 40-50 pct. olie med flere forskellige smagsstoffer. Denne olie udpresses og bruges blandt andet til de fine franske oliefarver. Her i landet har man brugt umodne frugter og blade til brunfarvning af hjemmevævet klæde.

Må jeg tilstå, at mens de forskellige recepter blev nedskrevet, stod den pågældende kryddersnaps som oftest på bordet til stadig kontrol. Af de udvalgte syvogtyve er der selvfølgelig nogle, man synes bedre om end andre, men favoritterne har skiftet gennem årene. Talrige gæster har udtalt deres mening om de forskellige snapses smag, og den har tit været meget forskellig fra husets. Nogle urteudtræk har stået til fals i årevis, men det er kun sunket lidt i flaskerne, indtil den dag, hvor deres særlige aroma faldt i nogle gæsters smag. Så blev der drukket op. Afgørende for smagen er, om kryddersnapsen bydes blank eller der spises til, og hvad man spiser.

De smagsstoffer til snaps, den danske flora frembyder, er talrige. Selv har jeg prøvet omkring det dobbelte af de ovennævnte, så der er mange muligheder for nye kryddersnapse for den, der vil forsøge sig frem. Flere har jeg ikke brudt mig særlig om, som eksempelvis grå bynke og vellugtende kamille, mens jeg anser andre, som blomst af liljekonval, for farlige, og derfor er de ikke omtalt. Derimod vil jeg gerne anbefale lindeblomster og martsviolens fint duftende blomst til eksotisk kryddersnaps. Hvis man har lejlighed til at dyrke fremmede krydderurter, kan flere af dem anbefales til snaps som for eksempel ambra, anis, basilikum, fennikel og mesterrod. Løvstikke og rosmarin bryder jeg mig ikke særlig om til det formål. Inddrages ydermere krydderier fra udlandet, så er der ingen ende på herlighedernes mangfoldighed.

Det er der heller ikke, hvis man begynder at blande de forskellige krydderier sammen. I de senere år er snapse med en snes eller det dobbelte antal forskellige krydderier blevet lanceret på markedet, men på mig virker de fleste enten som en flov og ubestemt smag på tungen eller et haglskud på smagsløgene. Ved sammenblanding af talrige udtræk  i en bitter regner fabrikanterne måske med, at de enkelte smagsstoffer vil finde frem til sit særlige publikum og derved gøre bitteren mere almen. Sådan tænkte man også for et par årtusinder siden, da universallægemidlet Theriak blev fremstillet af et meget stort antal stoffer. Til Theriak medgik udtræk af talrige forskellige urter, men også sager som hjortetak, moskus, enhjørningshorn, perler, diamantstøv og elfenben, samt hjortepenis, myggefedt og hugormekød. Troen på Theriaks virkning holdt sig gennem århundreder til op mod vor tid. Der findes imidlertid mange gode blandingssnapse, gennemprøvet fra gammel tid herhjemme. De bedste af dem består af 4-5 forskellige krydderier. Et stort og godt udvalg til efterprøvning og forlystelse findes let tilgængeligt i Holger M. Rasmussens gode vejleder »Brændevinsgrisen« og skal ikke gentages her.